Münchhausen – baronens (næsten) sande eventyr, illustreret af Anja Gram (Gads Forlag, 2021)
Hvis du kigger godt efter, kan du se, at bogforsiden til højre er på nederlandsk. Vores bog kan købes i enhver ordentlig boghandel i Nederlandene og Belgien!
”Men bedstefar, fløj du rigtigt på en kanonkugle? Kunne du selv hive din hest op af sumpen? Og hvorfor hang hesten engang oppe i et kirketårn?”
”Bedstefar, er det overhovedet rigtigt, at du har oplevet alle de mærkelige eventyr?”
”Hvis det ikke var rigtigt, ville jeg da ikke fortælle dem. Ville jeg?”
Tore Leifer har gendigtet en række af Münchhausens vilde oplevelser og historier, og Anja Gram har gennemillustreret.
Bogen er solgt til udgivelse i Nederlandene, hvor den udkommer hos det store forlag Van Goor.
De internationale rettigheder varetages af agenturet Babel-Bridge.
Antikken omkring os, sammen med Chr. Gorm Tortzen (Gads Forlag, 2021)
“Vi blev aldrig en del af Romerriget, men Romerriget blev en del af os” – “den fortræffelige bog om den græsk-romerske oldtids mange ansigter i nutidens spejl” (Politiken)
“en slags guidebog til den antikke kulturarv skrevet af to garvede formidlere” (Weekendavisen)
“Efter læsningen af denne i øvrigt virkelig smukke bog med dejlige billeder og et passende antal bogstaver på hver side står det klart, at antikken er omkring os både i et omfang og i en kvalitet og som en så inspirerende og diskuterende kultur, at det er umuligt at sætte den på formel og tage et opgør med den.” (Kristeligt Dagblad)
På pladser og torve står rytterstatuerne af vores konger som romerske kejsere. Monumenter og buster bliver revet ned og ødelagt over hele verden, ligesom det skete for Nero og Caligula. Vores måneder har latinske navne. På stjernehimlen over os lyser Venus, Jupiter og de andre romerske guder som vores solsystems planeter. De græske dramaer om Medea, Elektra og Antigone bliver igen og igen sat op på vores teatre. Unge digtere skriver oven på de klassiske myter.
På Capitol i Washington (opkaldt efter tempelhøjen i Rom) ligger USA’s kongres med sin græske facade og romerske kuppel, og i København ligger domhuset, slotskirken og domkirken som græsk-romerske templer. Vores sportsklubber har navne som Hellas og Sparta, og De Olympiske Lege er en moderne drøm om antikkens idræts- og kropsideal. Vores sprog er fuldt af græske og latinske ord, og vores tanker om verden og vores plads i den ville ikke være de samme uden Sokrates og Platon. Også biologien, lægekunsten, botanikken og geografien hviler på vores arv fra de gamle grækere og romere. Og populærkulturen ville ikke være den samme uden Gladiator, Troja, Spartacus, Ben Hur og den lille, gæve Asterix.
Chr. Gorm Tortzen og Tore Leifer tager os med til antikken – og med ud i vores hverdag. Antikken er i os og omkring os hele tiden.
Bogen udgives i samarbejde med Golden Days, og er den officielle bogudgivelse i forbindelse med Golden Days-festivalen 2021, som har antikken som tema.
ISOLA – København i coronaens tid, sammen med Jens Lindhe og Morten Søndergaard (Gyldendal, 2020)
En skov uden mennesker er for alvor en rigtig skov. Jo færre mennesker, des bedre. Dens skovagtighed bliver blot understreget og forstærket af det totale fravær af mennesker. Skoven er sig selv, uden os.
Men en by uden mennesker er ikke nogen rigtig by.
”Quomodo sedet sola civitas” lyder den gamle latinske version af Klagesangene i Det Gamle Testamente. ”Ak! Hun sidder alene, byen, der var fuld af folk; hun er som en enke, hun, der var mægtig blandt folkene.”
Vores by er alene, uden sine mennesker. Forladt.
Hvad er der sket? Hvilket angreb kan have elimineret indbyggerne og efterladt bygningerne intakte? Hvilket postapokalyptisk skue er dette? Hvad er skyld i det nedlukkede samfund og den mennesketomme by?
Billedserien ISOLA er en ganske præcist afgrænset tidskapsel fra foråret 2020.
Den 11. marts om aftenen blev Danmark lukket ned. Med et slag var vi alle fanget og alene i verden.
Næste morgen mødte arkitekturfotografen Jens Lindhe en by, som på en nat var blevet tømt for liv. Bygningerne var der, men menneskene og den larmende trafik var væk. Danmark var lukket ned.
Storbyens ellers så livlige byrum var med et slag forvandlet til en slags øde teaterscenografi.
Trafikkens rum mellem bygningerne blev til et stort scenerum, hvor alle detaljer fik en fremhævet betydning, med øde scener som i Giorgio de Chiricos malerkunst. Den klare luft og en sprød forårssol fik sat den mindste detalje i relief på en helt særlig måde. Småt blev større.
Jens Lindhes fotografier af den mennesketomme by er ledsaget af Morten Søndergaards Corona-digt ”Vi rus” og Tore Leifers essay “Byen uden mennesker”.
Cocktailtimen, sammen med Karen Nielsen (Gads Forlag, 2019)
Cocktailhistorie er kulturhistorie og verdenshistorie, og denne bog kommer vidt omkring: fra Caribiens sukkerrør og slaveri over Singapores luksushotel Raffles til Frankrig, hvor en gal (eller genial?) læge transplanterede abetestikler til rigmænd med drømme om evigt liv.
2015-2017 præsenterede P1 Eftermiddag i alt 52 udgaver af COCKTAILTIMEN.
Alle de populære cocktailhistorier er samlet i denne bog. Der er altså én cocktail om ugen i et helt år, hvis man vil prøve dem alle sammen.
Grev Negroni, manden bag cocktailen af samme navn, blev advaret mod at drikke flere end 20 om dagen.
Nogle af de klassiske cocktails er i dag næsten glemt, men er blevet genopdaget af entusiastiske bartendere, som også har skabt moderne klassikere.
Sådan bevæger vi os i bogen gennem mere end 300 år, fra de tidligste cocktails til de bedste af de nye.
Hver eneste cocktail har sin egen gode historie om, hvordan den blev til, er blevet berømt eller omfortolket af senere tider.
Cocktailhistorierne er samlet og fortalt af Radioavisens Karen Nielsen i samarbejde med P1s Tore Leifer.
Restless Blood, revideret udgave af Frans Blom-biografien (Precolumbia Mesoweb Press, 2017)
“One of the most compelling academic biographies yet written.” Stephen D. Houston, Brown University
Den skønne tegner Anja Gram har skabt billederne til historien om “Da foråret forsvandt” (Turbine Forlaget, 2015).
Her er de allerførste ord i fortællingen, som jeg har skrevet.
“Hvor lange ører har du egentlig?
Sikkert lange nok til at høre en historie!
Men garanteret ikke lige så lange som Viggos.
Hans ører var så lange, at han kunne høre græsset gro.
Han kunne høre saften i de solmodne æbler. Sommerfuglens vingeslag og myrernes skridt.
Og han kunne høre, når der rundt omkring blev grublet og grædt.
Som nu det år, hvor foråret slet ikke kom.”
“En meget fin og eventyrlig billedbog – Kan varmt anbefales” (Bibliotekscentralens lektørudtalelse)
”Stærkt forelsket, kun lidt forkortet … Man kan svinge sin hue og sige hurra!” Information
♥♥♥♥♥♥ ”’Niels Holgersens forunderlige rejse’ er en gave til alle.” Politiken
Niels Holgersen er 14 år gammel og træt af alting. Det eneste, han gider, er at sove og spise. Og så kan han lide at drille og lave ulykker.
Men en dag bliver han forhekset og forvandlet til en lille pusling, og med en flok vildgæs kommer han ud på sit livs største rejse. Fra Skåne i syd til Lapland i nord.
Men hvordan kan han blive sig selv igen? Hvordan bliver man menneske?
Selma Lagerlöf skrev sin store roman som en bestillingsopgave, en lærebog i geografi for svenske skolebørn. Som skolebog skulle den indpode fædrelandskærlighed og udfylde en stor national opgave.
Tore Leifer (kendt fra DR P1) har nyoversat og bearbejdet romanen for børn og voksne, så skolebogen og det belærende træder helt i baggrunden til fordel for den psykologiske udviklingsroman om at møde kærligheden og blive menneske.
Selma Lagerlöfs store klassiker er kendt over hele verden. Det er første gang i næsten 100 år, at den kommer i en nænsomt forkortet og rigt illustreret, ny dansk udgave.
Det er billedkunstneren Helle Frøsig, der med tegninger, fotos og collager har skabt det nye billedunivers til fortællingen.
http://www.forlagetvandkunsten.dk/112098/
“Tamás Vetös biografi – fortættet spændende læsning. Og blodigt ærlig snak.” (Politiken)
“Så ved man, hvad ærlighed er.” (Berlingske Tidende)
I 1957 ankom en ung ungarer til København, som én af de mange flygtninge der dengang blev modtaget med åbne arme. Over de næste årtier opbyggede pianisten og dirigenten Tamás Vetö en af de mest betydningsfulde og indflydelsesrige karrierer i efterkrigstidens danske musikliv.
Erindringsbogen er historien om en temperamentsfuld og kompromisløs indvandrers succesfulde integration i dansk kulturliv. Og historien om en lille dreng fra det ungarske borgerskab, som først midt under Anden Verdenskrig finder ud af at der er noget der hedder jøder – og at han er én af dem. Det er en passioneret, utilsløret og bidsk fortælling om et dansk-europæisk kulturmøde, og en gribende rejse tilbage til Centraleuropa af i går.
”Biografien er spændende som en roman om livet selv (…) beretningen om ham fremstår i lysende klar komposition. Det er simpelthen en god historie.” (Forfatteren Ib Michael)
”One of the most compelling academic biographies yet written.” (Arkæologen Stephen Houston)
“I find it most informative and cannot wait for the full work to appear [in English].” (Epigrafen George Stuart)
En rejse gennem et fantastisk liv og en besynderlig skæbne. Den danske eventyrer, arkæolog og opdagelsesrejsende Frans Blom.
Frans Blom blev født i 1893 som søn af en velhavende grosserer fra Københavns bedste borgerskab. I 1919 sendte familien den uregerlige søn af sted med en enkeltbillet til Mexico, og det blev begyndelsen på en karriere og et liv som hverken han eller familien i deres vildeste fantasi havde drømt om. I et brev hjem skrev den unge dansker om sin rastløse vandrefeber: “hvor kommer dette urolige blod fra?”.
Da Frans Blom døde i bjergbyen San Cristóbal de las Casas i 1963 var det, ifølge hans gravsten, som “mexicansk arkæolog”.
”Gode og vedkommende indlæg (…) en værdifuld dokumentation af en spændende institution i dansk musikliv.” (Dansk Musik Tidsskrift)
Jeg fik som opgave at skrive Dansk Tonekunstner Forenings 100 års jubilæumsbog, der udkom i februar 2003.
Den indeholder interviews med komponisten Per Nørgård, Safri Duo, dirigenten Tamás Vetö og Musikrådets tidligere formand Finn Slumstrup.
Desuden debat om dansk musikpædagogiks situation og den spændende historie om foreningens 100 år og alle de interne kampe og stridigheder fra komponisterne Carl Nielsen og Hakon Børresen til i dag.