Jeg er redaktør ved Det Nationale Portrætgalleri på Det Nationalhistoriske Museum, Frederiksborg Slot.
Blandt andet laver jeg den ugentlige podcast PORTRÆT med udgangspunkt i museets udstillinger og vores enorme samling på omkring 10.000 malerier og portrætter. Den ligger bl.a. på Apple Podcasts, Podimo og på Spotify.
Mød de mennesker der har formet Danmark – og dem der lever her nu.
Dem der har udøvet magten. Dem hvis stemmer ikke er blevet hørt. Forfatterne og kunstnerne der viser os hvem vi er.
Frederiksborg rummer Danmarks største portrætsamling. I podcastserien PORTRÆT fortæller og diskuterer Tore Leifer historierne om historiens mennesker.
Udkommer hver fredag.
I otte år var jeg sammen med Karen Secher og Jesper Dein vært på det daglige kulturprogram Kulturen på P1, mandag-torsdag fra 14-16.
Og så tilrettelagde jeg i 9 sæsoner den populære Kunstquiz på DR K sammen med den uimodståelige Adrian Lloyd Hughes.
Jeg holder foredrag, optræder som interviewer og moderator.
Skriver bøger og artikler.
Jeg har lavet en række podcasts på fransk for Danmarkshuset / Le Bicolore i Paris – bl.a. om maleren Jesper Christiansen, om Karen Blixen, P. S. Krøyer, Thorvaldsen og guldaldermalerne.
I slutningen af foråret 2023 udkommer “Prinsessen i den sovende skov”, et udvalg af Perraults eventyr genfortalt af mig og fuldstændig gennemillustreret af den vidunderlige tegner Anja Gram.
Vores seneste bogudgivelse sammen var “Münchhausen – baronens (næsten) sande eventyr” (2021). Samme år udgav jeg “Antikken omkring os” sammen med Chr. Gorm Tortzen. (Se forsiden og se siden “Bøger”).
I 2020 udgav jeg “ISOLA” sammen med digteren Morten Søndergaard og den blændende arkitekturfotograf Jens Lindhe.
I 2019 udgav jeg “Cocktailtimen” sammen med cocktailnørden Karen Nielsen, 52 fantastiske historier om nogle af de mest ikoniske og spændende cocktails – fra 1700-tallet til i dag.
En af de bøger, jeg er stoltest af og gladest for, er den store bearbejdede nyoversættelse af Selma Lagerlöfs “Niels Holgersens forunderlige rejse” (udkom november 2014), gennemillustreret af billedkunstneren Helle Frøsig.
Og så biografien om mayaarkæologen Frans Blom, som jeg har skrevet sammen med Jesper Nielsen og Toke Sellner Reunert. Den kom på dansk i 2002 og på engelsk i 2017.
I 2015 udkom min børnebog “Da foråret forsvandt” med Anja Grams vidunderlige tegninger.
Jeg bruger min fritid på at læse bøger, dyrke historiske roser, bage brød, lave mad, gå i teatret og spille klaver. Mit flygel er (næsten) altid nystemt.
Mine interesser er ikke mindst litteratur, teater, film, musik og billedkunst.
2014-20 var jeg medlem af Reumert-juryen, der uddeler årets teaterpriser.
Jeg er cand.mag. i musikvidenskab, film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og har diplomeksamen i hørelære, kor- og ensembleledelse fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Jeg har modtaget DR’s Sprogpris og er af den franske stat slået til ridder af l’Ordre des Arts et des Lettres.
Kunst og kultur er for mig ikke bare behagelig underholdning, men også det sted hvor vores samtale om os selv og vores samfund kan finde sit udtryk.